<

Cathrine Laudrup-Dufour bliver testrytter i Herning15-01-2023 - 12:00

Det bliver en af verdens bedste dressurryttere, VM-holdguldvinder Cathrine Laudrup-Dufour, som skal være testrytter ved Blue Hors Unghestechampionat, når Dansk Varmblod inviterer til hingstekåring med meget mere i MCH Messecenter Herning fra den 8. – 12. marts.

”Jeg ser meget frem til at teste de unge dressurheste i Herning,” indleder Cathrine Laudrup-Dufour, 30 år. Det er første gang hun har påtaget sig den opgave herhjemme, men hun har testet ungheste flere gange ved championater mv. i Sverige. 

 

Cathrine Laudrup-Dufour har uddannet flere unge heste, og hun er konstant på udkig efter talenter til sin konkurrencestald i Fredensborg. Efter deltagelse ved to Olympiske Lege, flere Europamesterskaber, hvor hun desuden har opnået medaljer, satte Cathrine kronen på værket i august 2022 i Herning ved at vinde VM-guld for hold samt opnå to individuelle sølvmedaljer.

 

Et blankt lærred

Cathrine Laudrup-Dufour har ikke set resultaterne af Egnethedstesterne i efteråret. Det er fra Egnethedstesterne, at de bedste heste går videre til Unghestechampionatet i Herning.

 

”Jeg har set nogle opslag på Instagram, men jeg har ikke fulgt med i resultaterne. Jeg vil heller ikke se hestene under egen rytter i Herning. For mig vil det være bedst, at det er et helt blankt lærred, når jeg skal teste dem.”

 

Blue Hors Unghestechampionatet starter onsdag, hvor hestene bliver redet af egen rytter for dommerne. Det sker inde i Jyske Bank Boxen, og den følgende dag skal ryttere og heste igen i bedømmelse i Boxen.

 

De 21 bedste heste er dermed klar til testrytter-delen ud fra deres bedømmelse, og fredag får endnu tre heste chancen for at gå med via en trøstfinale, som afvikles i hal M, Krafft Arena. 

 

Det er dermed i alt 24 heste, fordelt over to heat lørdag og søndag, som Cathrine Laudrup-Dufour skal teste inden den festlige præmieoverrækkelse søndag middag.

 

Samarbejde og ridelighed er vigtigt

”Jeg lægger vægt på, at hesten er samarbejdsvillig og ridelig. Det er helt grundlæggende, for mig. Så er det også klart, at jeg vil mærke efter, om de er uddannet efter træningsskalaen, og at de reagerer godt på hjælperne,” fortsætter hun. 

 

Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe Krüth er meget tilfreds med at have lavet aftale med Cathrine Laudrup-Dufour, han udtaler: 

 

”Dansk Varmblod producerer nogle af verdens bedste dressurheste, derfor er det helt passende, at det er en af verdens bedste dressurryttere, vi har fået til at løse opgaven som testrytter i Blue Hors Unghestechampionatet,” og Casper fortsætter: ”Testrytterdelen af Unghestechampionatet bliver sædvanligvis fulgt af mange, og derfor er jeg meget glad og stolt over, at vi har lavet aftale med Cathrine Laudrup-Dufour, som er meget engageret i det, hun deltager i, og god til at kommunikere til publikum. Jeg ser virkelig frem til at høre Cathrine sætte ord og karakterer på de talentfulde heste, hun kommer til at teste i Herning.”

 

Herlige Herning

”Det er vist ikke en hemmelighed, at jeg er meget glad for at ride i Herning,” fortæller Cathrine. Hun har endnu ikke afgjort, om hun skal starte de internationale dressurklasser, men sammen med sine VM-holdkolleger skal hun afvikle en spændende clinic onsdag aften med titlen: Uddannelse af de næste verdensmestre. 

 

Cathrine ser meget frem til at teste de talentfulde dressurheste i Herning og videregive det hun oplever fra hesteryggen til publikum. 

<

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her