< Tilbage

Kittel: Queenparks Wendy ude af karakterskalaen (video)10-03-2019 - 15:51

Egentlig var testrytter Patrik Kittel parat til at hente hestetraileren og tage den gnistrende sorte superhoppe Queenparks Wendy med hjem efter en af de mest overbevisende testridninger i mands minde

 

Med det vildeste afskub, en formidabel travteknik og en elastisk galop med en evne til samling, der giver gåsehud, er der ingen tvivl om, at dagens vinder af Blue Hors Unghestechampionat, Queenparks Wendy har alt, hvad det kræver for at gå Grand Prix.

 

Queenparks Wendy e. Sezuan/Blue Hors Soprano (opdr. Kurt Gosmer) er ejet af Helgstrand Dressage, og blev vist frem i MCH Messecenter Herning af Andreas Helgstrand. Queenparks Wendy er efter RDH-hoppen Skovens Vanilla med ERDH-hoppen Viola Stensvang som mormor. En kæmpe cadeau til opdrætter Kurt Gosmer, som har truffet så strategisk gode valg i sit avlsarbejde, at der opstår magi, når Queenparks Wendy kommer i arenaen.


Når ridning er sjovt
Om vinderhoppen sagde Patrik Kittel blandt andet, at hun går meget selvsikkert rundt i arenaen, skridter rigtig godt samt, at hun har den perfekte nakke til dressursport. Og her stopper de rosende ord ikke:

 

– Wow, okay, den hest kan trave. Det her er sjovt!, sagde Patrik Kittel og sammenlignede Queenparks Wendy med en Ferrari.

 

Patrik Kittel mener, at Queenparks Wendy er super blød i kroppen og smidig over ryggen, som hun bruger rigtig godt.

 

–Holy moly, hun har en super galop. Rammen er utrolig, og jeg kan gøre lige, hvad jeg vil. Hun har et utroligt talent, sagde Patrik Kittel og fortsatte:

 

–Hvis det her ikke bringer et smil på læben, så ved jeg ikke, hvad der gør, sagde Patrik Kittel.

 

Den fantastiske hoppe fik to 10-taller for ridelighed og kapacitet, men ikke nok med det. Patrik Kittel sagde, at Queenparks Wendy naturligvis fik 10 for ridelighed, men ”at han ville ønske, at han kunne give mere.”

 

–Jeg tror aldrig, jeg har redet så talentfuld en hest, sagde Patrik Kittel i forbindelse med, at han gav karakterer for ridelighed.

 

For hestens kapacitet gav Kittel karakteren 10, og sagde følgende:

 

–OH MY GOD! Jeg har gåsehud, sagde Patrik Kittel.

 

Den samlede karakterscore på 974.000 til Queenparks Wendy er i øvrigt en af de højeste, der er givet i et årti.


Sådan så det ud, da Patrik Kittel testede Queenparks Wendy. 



Zidan DN og Betina Jæger leverede varen
Andenpladsen fik den sorte, ædle og elegante hingst Zidan DN e. Sezuan/Blue Hors Future Cup (opdr. Jørn Damm og Jens Aage Nielsen) som er ejet af Helgstrand Dressage. Hesten blev vist af Betina Jæger, som havde gjort et formidabelt stykke arbejde med at gøre hingsten klar til championatet.
 
 
Om hingsten sagde Patrik Kittel blandt andet følge–Han reagerer utrolig let på mine hjælpere og han vil meget gerne arbejde. Han bliver super godt i rammen, og man kan ændre tempo uden at han ændrer på den, sagde Patrik Kittel og fortsatte.
 
 
–Han er en fornøjelse at ride, og han har en super mentalitet, sagde Patrik Kittel.

Til rytter Betina Jæger sendte Patrik Kittet en bølge af anderkendelse med kommentarer om, at ”hun havde gjort et super job.”

 

Patrik Kittel gav Zidan DN karakteren 10 for ridelighed, fordi hingsten gjorde alt, hvad han ville have den til. Og derfor kunne han ikke ønske sig mere.

 

For sin kapacitet fik Zidan DN 9.5, fordi han lige manglede det allersidste i skridt for at nå op på et 10-tal.


Selvsikker fremvisning af Søgaards Bon Royal
Tredjepladsen indtager Søgaards Bon Royal e. Bon Bravour/De Noir (opdr. Stald Søgaard v. Familien Søndergaard.) Den lysebrune vallak er ejet af Vivi og Christian Vang Lauridsen, men er auktionshest.

 

Søgaards Bon Royal blev vist af Camilla Ahlers Pedersen, som havde uddannet hesten, så den viste sig meget selvsikkert og med ro og overskud til championatet.

 

Om Søgaards Bon Royal sagde Patrik Kittel blandt andet følgende.

 

–Han har en smuk op-ad-bakke-nakke og en meget dejlig travrytme, som tager mig med, sagde Patrik Kittel.

 

Til tider blev Bon Royal lidt stærk i hånden for Patrik Kittel og derfor mente han, at hestens potentiale var til endnu mere, når den fik lidt mere styrke.

 

Patrik Kittel valgte at give Søgaards Bon Royal et flot ni-tal for ridelighed, da han viste sig så selvsikkert på trods af sin unge alder. Og for kapacitet fik vallakken også et ni-tal sammen med en kommentar om, at man med tiden vil se endnu mere fra unge Søgaards Bon Royal.

Superhopper og højt unghesteniveau
Patrik Kittel fortalte efterfølgende, at han mener, at årets niveau blandt de unge heste har været tårnhøjt. Han oplevede, at mange af hestene var godt forberedte  til jobbet, men understregede dog også, at han ikke vil ride en hest, som ikke er klar til opgaven, hvad der også resulterede i, at han måtte afbryde testridningen to gange i år.

 

–Selv de heste, jeg ikke kunne komme til at teste, kunne jeg rigtig godt lide. De var bare ikke klar til opgaven, og så vil jeg hellere afbryde testridningen, siger Patrik Kittel.

 

Det er Patrik Kittels oplevelse, at niveauet blandt hopperne er blevet meget højt, og det glæder ham, at der både findes super ridehopper- og hingste.

 

–Ridesport er jo for alle. Det er kønsfrit, siger Patrik Kittel og fortsatte.

 

–Jeg vil gerne have at en tophest både kan fungere for en professionel, men også for en amatør. Queenparks Wendy er sådan en hoppe, siger Patrik Kittel.


Sådan lød det, da Ridehesten talte med Patrik Kittel om dette års unghestechampionat. 


< Tilbage

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her