< Tilbage

Unghestechampionat i et fornyet koncept04-11-2019 - 10:29

Det er et erklæret mål for Dansk Varmblod at rumme og tilgodese alle; et mål der er direkte overført til det nye koncept for unghestechampionatet, som nu lukker op for et betydeligt større antal 5-årige DV-registrerede dressur- og springheste

Et af de store højdepunkter ved Dansk Varmblods Hingstekåring er unghestechampionatet, der i høj grad forener avl og sport i en spændende og attraktiv konkurrence, som nyder international prestige og samtidig er en sand publikumsmagnet, lige såvel som det følges af mange over hele verden via streaming.


Unghestechampionat i marts måned er et springbræt for de bedste 5-års heste til VM for ungheste, hvilket er en af grundene til den internationale bevågenhed. Unghestechampionat er dog meget mere end blot toppen, og langt nede i rækkerne findes talentfulde heste og ryttere.


Det er Dansk Varmblods mål at rumme og tilgodese alle, ligesom det for mange avlere, ryttere og hesteejere er en drøm at kunne deltage med deres 5-års hest ved det store internationale arrangement, Dansk Varmblods Hingstekåring. Derfor ønsker forbundet at kunne imødekomme flere deltagere i unghestechampionatet og udvider til 90 championatsheste i alt; 50 dressurheste og 40 springheste med 10 reserver i hver disciplin.


– Vi vil favne flere heste og ryttere i unghestechampionatet, fortæller Dansk Varmblods direktør, Casper Cassøe.

 


Nyt format uden programridning


De to første dages indledende bedømmelser med egen rytter er for springhestene uændret. De vil fortsat gå en springklasse på hver af de første to dage og blive vurderet af de samme dommere, som kommenterer hver enkelt hest og giver karakterer.


Dressurhestene vil på førstedagen blive vist tre ad gangen, hvor deres tre gangarter bliver bedømt, ligesom det hidtil har været gældende. I stedet for at gå et dressurprogram alene på banen på andendagen, som tidligere har været konceptet, vil hestene gå to sammen for dommerens anvisning efterfulgt af kommentering og karaktergivning.


Casper Cassøe fortæller, at man har valgt at ændre det hidtidige koncept for bedømmelsen af dressurhestene i erkendelse af, at FEI’s indledende 5-års program er svært for en 5-års hest så tidligt på året. Det kræver både en rutineret rytter og længere tids uddannelse af hesten, der ofte kan være noget trykket af at skulle gå alene rundt i den imponerende arena Boxen.


Testrytter Daniel Bachmann Andersen er begejstret for det nye koncept, for han siger, at Boxen ikke er så let at ride i, når man har med så unge heste at gøre.


– Det er en super beslutning, for der er for mange heste, der kommer til kort i programridningen, og det er særligt dem, der ikke har professionelle ryttere, mener testrytteren.

 


B-finalerne giver nye muligheder


Halvdelen af de deltagende dressur- og springheste går efter to dages indledende bedømmelser med egen rytter videre til bedømmelse af testrytter og udgør dermed A-finalerne.


For den andel halvdel af deltagerne vil der være en B-finale, hvor alle bliver nulstillet, bedømt af nye dommere og rider om attraktive pengepræmier. Det giver nye muligheder, og for de ekvipager, der ikke har haft den bedste start på championatet, giver det mulighed for genoprejsning.


– Præmieoverrækkelsen for B-finalen afholdes i primetime-sendetid sammen med præmieoverrækkelsen for unghestechampionatet med de heste, der er bedømt af testrytter, fortæller Casper Cassøe.



< Tilbage

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her