< Tilbage

Hingstekåringen i Herning er aflyst02-12-2020 - 10:34

De senere år har mellem 60.000 og 70.000 gæster fra ind- og udland besøgt Dansk Varmblods Hingstekåring og messen Hest & Rytter i MCH Messecenter Herning i marts. Som en konsekvens af Covid-19 pandemien og usikkerheden omkring forsamlingsforbuddet har arrangørerne set sig nødsaget til at aflyse eventet i Herning

Dansk Varmblods erkender, at det ikke er muligt at gennemføre forbundets store avls- og ridesports event i MCH Messecenter Herning til marts. Der har været arbejdet aktivt på flere løsningsmuligheder. Men et event af den størrelsesorden, som Dansk Varmblods hingstekåring har udviklet sig til over de seneste 40 år i Messecenteret, er vanskelig at skalere ned til et event, der passer ind i de givne regler.

Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe udtaler: – Vi har trukket afgørelsen så længe, vi har kunnet. Nu har vi erkendt, at som verden udvikler sig, er det utænkeligt, vi kan lave arrangement i Herning til marts. Og ikke mindst skaffe det økonomiske fundament. Den uklarhed der hersker, speciel med baggrund i forsamlingsreglerne til sportsarrangementer, gør det umuligt at planlægge Hingstekåringen, som vi kender den.

Dansk Varmblods formand Jan Pedersen udtaler: – Vi har arbejdet med mange alternative løsninger, hvor MCH har strakt sig utrolig langt i samarbejdet om en afvikling. Også Herning Kommune har bakket op og villet hjælpe, i det omfang, de har kunnet se det muligt. Vi skylder alle omkring MCH og Herning Kommune en stor tak, og på gensyn i 2022. Vi glæder os til at komme tilbage.

Kåring på Vilhelmsborg
Dansk Varmblods Hingstekåring og den tilhørende messe Hest & Rytter er i høj grad et event for bredden. Med omkring 300 udstillere på messen Hest & Rytter, samt to store, spektakulære gallashows fredag og lørdag aften for i alt 20.000 glade gæster, har Hingstekåringen stor betydning for ryttere, avlere og hesteinteresserede over hele landet. Derfor kommer aflysningen af netop disse to dele af eventet til at berøre mange mennesker.

– Vi må erkende, at det næppe bliver muligt at samle et så stort antal mennesker i marts måned, udtaler Casper Cassøe. Det her kommer desværre også til at få konsekvens for rigtig mange mennesker. Hingstekåringen og specielt messen danner grundlag for hele årsværk for rigtig mange virksomheder i vores branche, og det er selvfølgelig også meget alvorligt for MCH.

Dansk Varmblod forventer i 2021 at afvikle den faglige del af eventet, selve kåringen af hingstene og en reduceret sportslig del fordelt over flere dage på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg.

Selve afviklingen bliver disciplinopdelt, og forventes at se således ud:

Uge 10 med dressur i fokus:

  • Hingstekåring for dressurbetonede hingste
  • Dressurhingsteparade og præsentations klasser
  • Unghestechampionat i dressur
  • International CDI3 dressur
  • DWB 4 Star Dressage

 

Uge 11 med springning i fokus:

  • Hingstekåring for springbetonede hingste
  • Præsentationsklasser for springhingste
  • Unghestechampionat i springning
  • Internationale CSI2* klasser
  • Internationale CSIYH klasser

Dansk Ride Forbunds direktør Morten Rodtwitt udtaler: - Dansk Ride Forbund bakker naturligvis 100% op om den nye plan, som indebærer en disciplinopdelt afvikling på Vilhelmsborg i hhv. uge 10 og 11. Det er rigtig ærgerligt, at arrangementet ikke kan afvikles som vanligt, men det er desværre bare den virkelighed, vi befinder os i lige nu. Det har været nødvendigt at tænke ud af boksen, og vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at få lavet en fornuftig plan for, hvordan store dele af eventen kan gennemføres - især afviklingen af de internationale spring- og dressurklasser, som er med til at fastholde Danmark som en international stævnearrangør i topklasse.

Billetsalget forventes først at åbne den 10. februar. Det sene billetsalg betyder, at Dansk Varmblod har mulighed for at skalerer antallet af publikummer i hallen til at passe til sundhedsmyndighedernes gældende restriktioner, men et står klart; publikumsmagneten DANSK VARMBLODS GALLASHOW ER AFLYST. De billetter der udbydes til den faglige del, har repræsentanter og medlemmer af Dansk Varmblod første ret til. Dette koordineres via kontoret, hvis der overhovedet bliver mulighed for billetsalg.

De, der valgte at få ombyttet deres billetter ved Hingstekåringen i år, og overført dem til næste år, vil høre fra forbundet snarest.

Store økonomiske konsekvenser
Det står 100% sikkert klart at publikumsmagneten Gallashowet er aflyst, ligesom messen Hest & Rytter og den store sportslige satsning DWB 5-Star Dressage, som de danske ryttere brugte til OL forberedelse.

Covid-19 pandenemien har haft enorme konsekvenser for event-branchen som helhed og for Dansk Varmblod og Dansk Varmblods driftsselskab DV-Event. Økonomisk har Covid-19 pandemien haft store konsekvenser for forbundet, hvor flere stillinger er blevet nedlagt. Man forventer et ikke ubetydeligt underskud for 2020, og med aflysningen af Hingstekåringen i Herning næste år, vil konsekvenserne fortsætte for regnskabet i 2021. Forbundet har en omsætning på mere end 20 millioner i forbindelse med afviklingen af eventet i Herning.

Der forestår et stort arbejde for Dansk Varmblods ledelse, der nu skal i kontakt med forbundets mange velvillige og trofaste sponsorer. – Vi skal på besøg hos vores sponsorer, og have en samtale med dem om fremtiden. Coronapandemien har slået benene helt væk under os lige nu, men der bliver også Hingstekåring i Herning i fremtiden. Vi ser frem til 2022, og det store event vi forhåbentlig igen vil kunne afvikle i MCH Messecenter Herning til glæde for mange, og til gavn for avlen og sporten. Vi er taknemmelige for at vi i hele forløbet har mødt stor forståelse fra vores sponsorgruppe. Vi vil gøre vores bedste for at komme fornuftigt gennem det kommende år, så vi kan stå stærkt igen i 2022 sammen med MCH Messecenter Herning, udtaler Casper Cassøe og Jan Pedersen samstemmende.

 

< Tilbage

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her