Præmiehingst, fløjhingst, championatsvinder, danmarksmester – Bøgegården Gladiola har allerede mange titler, og i dag blev der føjet endnu en til CV’et, nemlig den ærefulde titel som Årets Hingst i Dansk Varmblod 2022.
Sportsresultater fra øverste hylde
Talsmand for Avlsledelsens springkommission, Johnny Hansen, fremhævede Gladiolas imponerende sportsresultater som en stor del af årsagen til Avlsledelsens valg. Hingsten vandt det danske seniormesterskab i springning i både 2020 og 2021, den har vundet Dansk Rideforbunds championat for 4-års springheste, og deltaget i finalen i både 5- og 6-års championatet. Ligeledes har hingsten repræsenteret Dansk Varmblod ved i finalerne ved UVM på Zangersheide flere gange.
- Han har trods sine kun 10 år gjort sig bemærket i ind- og udland med mange, mange topplaceringer, og det er helt imponerende hvad han har opnået i sporten, sagde Johnny Hansen bl.a. om hingsten.
Kvalitet i avlen
Bøgegården Gladiola er i skrivende stund far til 60 afkom i Danmark og de ældste er disse afkom er fra 2016. Trods for at hingsten således er benyttet i et forholdsvist beskedent omfang, er Gladiola allerede far til de to kårede hingste Bøgegårdens Gladiator og præmiehingsten Genesis P. Ved årets Unghestechampionat i springningen var hingsten repræsenteret med to afkom.
Hjemmeavl i generationer
Bøgegården Gladiola e. Bøgegårdens Graff’s Stakkato/Bøgegårdens Apollo er opdrættet af Stina & Jørgen Schmidt, og i dag ejet af avlerne og Fransbjerg Horses i fællesskab. Hingsten er ud af en af dansk springhesteavls stærkeste hoppestammer, der har hjemme hos familien Schmidt på Bøgegården. Fra denne hoppestamme kommer adskillige internationale springheste og kårede hingste – Bøgegårdens Gladiola er således et skoleeksempel på at avl bestemt ikke beror på tilfældigheder.