< Tilbage

Det bliver mit 11. gallashow27-02-2019 - 06:51

Dressurrytter Carina Nevermann Torup (Vodskov) kommer i år til hingstekåringen i Herning med tre heste, der tæller hendes egen såvel som to kundeheste, som hun rider i sit job hos Helgstrand Dressage

Med sig til Herning bringer Carina sin egen Soda Pop e. Sir Donnerhall I, som skal have sin internationale debut i lille tur, Helgstrands Ray Dance e. Rockwell, som skal gå gallashow, samt Springborgs Guardian e. Blue Hors Hotline, der er ejet af Stutteri Greven og skal gå Unghestechampionatet.


– Jeg har de sidste par måneder arbejdet målrettet mod Herning, dog uden at have ændret meget på min daglige træning. De sidste to uger op til stævnet er planlagt nøje med, hvornår og hvor meget der skal rides, samt hvornår hestene skal holde fri. Det er super vigtigt at holde humøret højt på hestene, selvom der trænes intensivt, og derfor har det været rigtig rart, at der har været godt vejr her på det sidste, så rideturen har kunne sluttes af med at skridte af udenfor på vores stier, fortæller Carina.


Hun gør ikke noget særligt for at træne sig selv mentalt, men hun ser det som en stor fordel at være i en stald som Helgstrands, hvor de ansatte er super gode til at hjælpe hinanden og spørge hinanden til råds. Derudover tager hun imod al den hjælp, hun kan få af sin mor Jette Nevermann – også selvom det betyder træning kl. 20 en søndag aften.


– Selvom jeg har redet rigtig mange gange i Herning, er det første gang, at jeg skal ride Unghestechampionat. Det kan godt give lidt kriller i maven – på den gode måde. Det er ekstra sjovt med de unge heste, der på kort tid kan udvikle sig enormt meget. Springborgs Guardian er en super sød og talentfuld hest, som jeg knytter mig mere og mere til for hver dag, fortæller hun.
Til gengæld er den internationale lilletur noget, som Carina har prøvet mange gange før, men det er første gang for hendes egen hest Soda Pop. Sammen havde de i januar et super godt stævne i Esbjerg, hvor de vandt de to Prix St. Georges-klasser. Siden har han skullet lære tingene til Intermediaire I, og han tager tingene flot. Carina jeg elsker at arbejde med ham.


– Det har været meget sjovt at se de forskellige videoer, som Dansk Varmblod har lagt ud af gallashowet fra de sidste mange år. Og her på det sidste er jeg begyndt at dukke op i dem. Jeg har talt sammen og kom frem til – hvis altså jeg husker rigtigt – at jeg har deltaget i gallashowet 10 gange. Min 11. gang bliver med mine skønne kollegaer fra Helgstrand. Jeg skal ride på dejlige Ray Dance, som jeg også red til stævnet i Esbjerg, hvor han vandt de to Intermediaire I’er.


– Herning er og bliver årets højdepunkt. Der bliver meget at se til, men alt skal så vidt muligt opleves, og så kan vi slappe af, når vi kommer hjem. Herning here we come!, lyder det fra Carina Nevermann Torup i Vodskov.

< Tilbage

Showet starter om

D
H
M

Præsenteres af

Dansk Varmblod

Hovedsponsorer

Vil du med?

Køb billetter her